København får to sommergader i 2026

Dele af Skindergade og Studiestræde bliver denne sommer omdannet til såkaldte sommergader med træer, blomster og siddepladser. Tiltaget er en midlertidig løsning, som Københavns Kommune vil afprøve for at skabe mere liv og ophold i byens rum.
Sommergader er kendt fra både andre danske byer og udlandet og indebærer typisk ændringer i gadebilledet, hvor der skabes bedre plads til fodgængere og ophold. I København bliver der i første omgang tale om en forsøgsordning, som efterfølgende skal evalueres.
Klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod (EL) ser frem til at følge projektet:
“Vi skal have en grøn hovedstad, hvor det er rart at være, og hvor der er gode rammer for både byliv og handelsliv. Især i de måneder, hvor solen skinner. Jeg håber, sommergaderne bliver steder, hvor man har lyst til at sænke tempoet og blive lidt længere,” siger hun.
Det er endnu ikke besluttet, om ordningen skal udvides til flere gader i fremtiden.
FAKTA
Skindergade
- Periode: Juni til august
- Strækning: Mellem Skoubogade og Klosterstræde
- Tiltag: Træer, blomster og siddepladser
- Trafik og parkering påvirkes ikke
- Ingen øget udeservering
Studiestræde
- Periode: Midt juli til midt oktober
- Strækning: Mellem Vester Voldgade og H.C. Andersens Boulevard
- Tiltag: Træer, blomster og siddepladser
- Gaden ensrettes i perioden
- Trafiksignal ved Vester Voldgade slukkes – vigepligt indføres
- Ingen øget udeservering
Øvrigt
- Byrumsmøbler leveres af TrÆls
- Projektet evalueres efter forsøgsperioden






Accepter kun nødvendige cookies