VM i København giver trafikale ændringer 19. og 20. september

København bliver centrum for international løbesport, når verdensmesterskaberne i landevejsløb afholdes 19. og 20. september. Her skal verdensmestre kåres på One mile, 5 km og halvmaraton, mens tusindvis af motionsløbere også deltager.
De mange løbere betyder, at trafikken flere steder bliver påvirket. Lørdag er One mile-ruten lukket for trafik fra klokken 07.00 til 19.30, mens 5 km-ruten er lukket fra klokken 12.00 til 19.30. Søndag er halvmaratonruten lukket fra klokken 06.00 til 17.00. På Frederiksberg gælder lukningen til klokken 15.00.
"Et verdensmesterskab midt i byen er selvfølgelig noget, der kan mærkes i trafikken. Vi håber, at folk vil orientere sig i god tid og have forståelse for de midlertidige ændringer. Til gengæld får vi en helt særlig weekend, hvor nogle af verdens bedste løbere og tusindvis af motionsløbere kommer gennem gaderne," siger Lars Nissen, eventchef i Sparta Atletik & Løb.
Der indføres også parkeringsforbud langs ruterne, og arrangørerne opfordrer beboere og trafikanter til at følge den midlertidige skiltning. Biler, der ikke flyttes, kan blive fjernet for ejerens regning.
Samtidig inviteres københavnerne til at følge løbene langs ruterne. Det er fortsat muligt at købe startnumre til One mile og 5 km.
Faktaboks
- Dato: 19.-20. september 2026
- Sted: København og Frederiksberg
- Officielt navn: World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26
- Distancer: Halvmaraton, 5 km og One Mile (1,609 km)
- Lørdag: One mile og 5 km
- Søndag: Halvmaraton
- One mile-afspærring: Kl. 07.00-19.30 lørdag
- 5 km-afspærring: Kl. 12.00-19.30 lørdag
- Halvmaraton-afspærring: Kl. 06.00-17.00 søndag; på Frederiksberg kl. 06.00-15.00
- Parkeringsforbud: Gælder langs de berørte ruter fra 18. september og frem til 20. september efter forskellige tidsrum.
- Udvidede afspærringer: Øster Allé fra 17. september kl. 06.00; Jagtvej og Østerbrogade fra 18. september kl. 06.00.
- Tilmelding: One mile og 5 km er fortsat åbne for tilmelding.
- Arrangører: Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb for World Athletics i samarbejde med Københavns Kommune, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen.






Accepter kun nødvendige cookies